mandag den 30. november 2009

e-læringsprojektet er færdigt

Nej rettere, rapporten om et forsøg med udvikling af et e-læringsprojekt er blevet færdig.Der har været så mange sidegevinster for Randers Bibliotek ved det projekt, at jeg helt havde glemt at de stammede fra det projekt. Derfor var læsningen af denne rapport en fornøjelse.
Projektet der er støttet af Styrelsen for bibliotek og medier startede i 2007. Her introducerede Kalle os bl.a.for Moodle. Jeg er sikker på, at jeg ikke var den eneste der havde svært ved at forstå, hvad det drejede sig om, derfor var rapporten interessant læsning, for det der virkede utopisk i 2007, lever vi med som en selvfølge og integreret del af vores hverdag på biblioteket. "For projektets primære udviklingsområde, bibliotekets brugerundervisning og brugervejledning, har projektet afledt en radikal innovation, som ville have været utænkelig uden projektet som legitimerende ramme. Et afledt projektresultat er, at Randers Bibliotek fortsætter med e-læringsplatformen Moodle som bærende drift- og innovationsplatform for bl.a. bibliotekets brugerundervisning, herunder fortsat innovation af biblioteket som frit åbent og livslangt læringscenter for alle." skriver Kalle i sin slutrapport, og han fortsætter "Den oprindelige projektramme er i skrivende stund overhalet af daglig praksis på biblioteket, hvor mange tekster og tekst-prototyper bruges / udvikles i offentlig beta."
Læs selv rapporten http://kortlink.dk/RapportMoodleRB/77fq

Bibliotekschefens blog

I efteråret 2009 åbnede bibliotekschefens blog i en BETA-version. Det er den for så vidt stadig, for en blog udvikles hele tiden.
Jeg manglede et forum, hvor jeg kunne kommentere biblitekspolitik på landsplan og lokalt, og jeg manglede et sted hvor jeg kunne fortælle historien om Randers Bibliotek.

Jeg er bibliotekchef på Randers bibliotek, det har jeg været i 5 år. Inden da var jeg udviklingschef samme sted i ca. 5 år.
Jeg har arbejdet på Ballerup Bibliotek på Langå Bibliotek og på Skive Bibliotek og arbejdet på Randers Bibliotek i to omgange.

torsdag den 26. november 2009

Aviser og biblioteker har noget til fælles

Det blev meget tydeligt på årets biblioteksledermøde. Det startede med at direktør for Styrelsen for Bibliotek og medier - Jens Thorhauge - indledte med udfordringer til bibliotekerne og det sluttede med chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske medier der fortalte om udfordringerne til dagbladene - og der var mange lighedspunkter.
Jens Thorhauge talte om de digitale udfordringer med teknologiske forandringer, om den samfundsmæssige udfordring i et vidensamfund med globalisering og endelig om vores "forretningsudfordring" konkurencen fra andre medier og udbydere.
Folkebiblioteket er katalysator mellem medier og borgere, det er et læringscenter, et kulturcenter og et medborgercenter.
Biblioteket er et sted der skaber rammer for at opleve, opdage, deltage og skabe sagde han, og det skal ske i bibliotksrummet, på nettet eller der hvor folk er og understregede han også kulturministerens lægger vægt på at derskal være kultur til alle.
Lisbeth Knudsen fortalte at den største medievirksomhed i dag hedder Google, og når det lykkedes dem at digitalisere de mange bøger som de er igang med, bliver det verdens største "bibliotek" med gratis downloads.
Om nyhedsmedierne sagde hun " vi kan ikke leve af at sælge viden i et videnssamfund. Vi kan leve af at gøre nytte, af at levere indhold der har relevans for brugerne" - og gennem hele hendes foredrag, tror jeg at der var mange der tænkte de udfordringer hun beskrev for dagbladene gælder også for bibliotekerne.
Hun sagde også "Vi bevæger os fra en massekultur til en microkultur æra, så det bliver vanskeligere at holde sammen på demokratiets dna" og hun fortalte at man i Tyskland kunne stykke sin egen avis sammen ved - på nettet - at vælge sport fra en avis, indenrigspolitik fra en anden og udenrigspolitik fra en tredie avis, dagen efter får man leveret en papiravis, med det indhold som man har ønsket - sin helt individuelle avis.
Hvis vi vil være en del af fremtiden må vi flytte fødderne og få dem med der selv vil bidrage.
Læs mere om biblioteksledermødet på http://www.bibliotekogmedier.dk/nyheder/nyt-fra-biblioteksomraadet/artikel/biblioteksledermoedet-2009/

søndag den 22. november 2009

Det ny bibliotek er her

sådan siger direktøren for Bibliotek og medier Jens Thorhauge i det oplæg han har lavet til Biblioteksledermødet 2009.En gang om året inviterer han bibliotekslederne i Danmark til 24 timers debat om både nutidens og fremtidens bibliotek.
Det ny bibliotek er ikke nødvendigvis en ny bygning, men det nye bibliotek er det traditionelle bibliotek der holdes levende med nye initiativer.
Det er en konsekvens af digitalisering, internettet ,Google og medier overalt, som kan nås 24 timer 7 dage om ugen.
Det handler også om at fremme globaliserings strategiens mål, understøtte innovation, livslang læring og om at sætte ind overfor den digitale kløft hvor nogle borgere risikere at blive ekskluderet af samfundet.
Kultur til alle - og bibliotekernes rolle heri, kulturminister Carina Christensen løfter forhåbentlig sløret, for de tanker som hun gør sig i forhold til den nye kulturstrategi. Hun taler på biblioteksledermødet mandag.

Fra mandag kl. 12.00 til tirsdag kl. 12.00 er fremtidens opgave for bibliotekerne til debat. Der følges op i denne blog.

torsdag den 19. november 2009

Randrusianerne vil inspireres til gode bøger

En gang om måneden er der bogcafe på Randers Bibliotek, og det er en succes.
Bogcafeen holdes i bibliotekets undervisningshjørne og der er lige plads til de 40 litteraturhungrende deltagere der møder op.
Bibliotekarerne giver deres store erfaring videre, næste bogcafe er den 4. december hvor bibliotekar Eva Becker præsenterer et stort udvalg af årets nye romaner, mens der hygges med varm gløgg og brunkager.
For at skabe en god stemning er der et musikalsk indslag med BEE-trio der slår den rette stemning an med julesange, både de mest kendte og elskede, og også helt nye.

Bogcaféen starter fredag d. 4. december kl. 16 – 17 på Hovedbiblioteket, Undervisningshjørnet.
BEE-trio underholder kl. 15.30. Alle er velkomne og man kan bare møde bare op.

onsdag den 18. november 2009

10 ting til arkiv-og museumspersonale

23 ting har rullet ud over bibliotekerne de sidste år. 23 nye sociale teknologier har medarbejderne på Randers Bibliotek arbejdet sig igennem det har bl.a. heddet Flickr, Googlekonti, blogs, wikipedia, facebook. I "gamle dage" var biblioteket en bygning man gik ind, i, i dag formidler vi også gennem nettes mange forskellige muligheder.
Bibliotekets personale har lært det, borgerne i Randers får tilbud om at lære det og lige nu har organisationen Danske Museers arkiv og museumspersonale arbejdet med 10 ting i København og I Aalborg.
På Randers Bibliotek har vi nu så store erfaringer på området at medarbejdere fra Randers købes til at foretage undervisning for landsdækkende organisationer. Læs mere http://internblog.randersbib.dk/

Valget i Randers

Set fra lænestolen tirsdag aften, var det en god oplevelse at følge valget i Randers Kommune.
Man kunne via www.randers.dk følge stemmeprocenter hver time dagen igennem og man kunne følge opdaterede prognoser aften igennem. Kommunikationsafdelingen havde lagt sig selen for, at borgerne i Randers kunne være opdaterede aftenen igennem, det var supergodt.
Jeg fulgte også andre kommuners hjemmesider, og ingen af dem nåede på højde med Randers Kommunes hjemmeside. Så tak for det til Randers Kommunes kommunikationsafdeling.

fredag den 13. november 2009

Huset Randersbib

Hovedbiblioteket ligger i Stemannsgade, filialerne i Vorup, Kristrup, Langå og Dronningborg. Bogbusserne kører rundt på landevejene og kører ind til de mere end 40 stoppesteder rundt omkring i kommunen.
Randers Bibliotek er også på nettet med Randers Biblioteks hjemmeside http://www.randersbib.dk/, men Randers Bibliotek har også bygget et hus på nettet, og ja det hedder faktisk huset.randersbib og har adressen http://huset.randersbib.dk/
Det er et hus med mange rum, nogle rum inviterer vi alle ind i, nogle rum er til os selv og andre rum er til særlige gæster. Vi har et læringsrum, et personalerum og et projektrum og på forsiden kan man se indretningen og man kan se hvílke rum der er åbne for alle.
Huset.randersbib er bygget på Moodle, en platform, et fundament som passer godt til vores hus.
Læringsrummet er vores flagsskib, her inviterer vi alle ind der vil lære om Internettet eller de socciale teknologier. Her kan man melde sig til introduktioner på Randers Bibliotek, eller man bruge 1-2-3 internet eller Leg selv med Internettet
Så brug huset.randersbib.dk og bliv klogere.

fredag den 6. november 2009

Relationskompetence

Relationer i forhold til vores brugere har vi sjældent diskuteret. Idag har vi på Randers Bibliotek haft besøg af Anne Linder der har introduceret os til relationskompetence.
Det har været godt, spændende og udfordrende, foran os ligger der et udviklingsforløb for det personale der arbejder med børn. Flere biblioteker deltager i udviklingsprojektet.
se mere om Anne Linder på http://www.fleksibellaering.dk/page2156.aspx?recordid2156=4

torsdag den 5. november 2009

Bogbussen Boblebussen


Boblerbussen hedder den nyeste bogbus fra Randers. Normalt kører den rundt i Randers Kommune,men idag har den været i Skanderborg til børnekultur konference. Bogbussen er indrettet med et stort børneområde, så den er ideel også i en børnekultur sammenhæng. Den vækker opsigt på landevejen, og hos borgerne der træder ind i bussen, men den vækker også opsigt i fagkredse både indenlands og udenlands.
Den kan bruges på den gammelkendte måde, men hvordan skal vi bruge den i de næste år?

onsdag den 4. november 2009

Beta er leg og læring

derfor er det indlæg bare et forsøg på at få ændret min forside

Podcast om podcast

Podcast nr. 75 fra Randers Bibliotek er nu i luften. 75 gange har medarbejdere fra Randers Bibliotek taget mikrofonen for at interviewe kolleger, forfattere og andre om aktuelle emner.
Bibliotekerne skal podcastes sagde formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen i foråret 2006. Han mente det ikke bogstaveligt, men det gav Randers Bibliotek ideen til at lave de første podcast. Når man genhører klip fra de første podcast på nr. 75 kan man tydeligt høre, at kvaliteten er blevet meget bedre på de sidste nye podcast.
Podcast er en af de kanaler Randers Bibliotek bruger til at fortælle om bibliotekets aktuelle tilbud.
30.000 gange er Randers Biblioteks podcast blevet downloadet i de 3 år hvor der er udgivet podcast.
Lyt til nr. 75 på http://www.randersbib.dk/default.asp?page_id=338

tirsdag den 3. november 2009

Forvaltning og digitalisering 09

"Danmarks største konference og mødested for information, diskussion og netværk med offentlige og private beslutningstagere om udmøntningen af Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi" stod der i programmet for dagens konference i Bellacenter.
Elsebeth Hvas, Finansministeriet koblede digitalisering og regeringens afbureaukratisering sammen, mens Lars Frelle-Petersen der også er fra Finansministeriet og Den digitale taskforce fortalte om muligheder og udfordringer ved offentlig digitalisering. De lagde ikke skjul på at det også handlede om effektivisering og færre udgifter til det offentlige og Lars Frelle sagde bla. at staten vil bevæge sig langt ind i kommunerne for at "hjælpe" med at finde effektiviseringsgevinster ved digitalisering.
Effektiviseringer, E-dag 3, ledelsesmæssige udfordringer, mental parathed i kommunerne til at gennemføre "den digitale kommune" og ikke mindst Finansministeriets rolle i digitaliseringen af den offentlig sektor er jeg blevet klogere på i løbet af i dag i Bellacenteret.

mandag den 2. november 2009

En bibliotekspolitik for Randers Kommune ?

Langt de fleste kommuner har lavet en bibliotekspolitik efter kommunalreformen, men en bibliotekspolitik indgik ikke i rækken af de visionspolitikker, der er udarbejdet i Randers Kommune.
Der er udarbejdet en kulturpolitik som også omfatter biblioteket.
På biblioteket har vi indgået en 2 årig udviklings aftale Randers Kommune. Her er der sat en lang række mål for de indsatser vi skal lave i en 2 årig periode.
I 2010 skal vi lave ny aftale, så kigger vi igen i kommunens visioner for at finde pejlemærker for bibliotekets virksomhed.
Men vi vil gerne vide mere om, hvad der er borgernes forventninger til fremtidens biblioteker, vi vil derfor sætte gang i en proces, som inddrager Randers borgerne i at tegne fremtidens bibliotek i Randers. Vi kan så kalde det bibliotekspolitik eller noget andet, men en politisk godkendt bibliotekspolitik giver politikerne mulighed for at prioritere deres biblioteksudvikling.

God inspiration til bibliotekspolitikker kan man få fra
Hørsholm
http://biblioteket.horsholm.dk/ombiblioteket/Bibliotekspolitik/Bibliotekspolitik.htm
Vejle
http://www.vejlebib.dk/bibliotekspolitik
Silkeborg
http://www.silkeborgbibliotekerne.dk/files/Silkeborg%20Bibliotek/Pdf/bibliotekspolitik-folder.pdf
Holstebro
http://issuu.com/holstebrobib/docs/bibliotekspolitik_web
Esbjerg
http://www.esbbib.dk/om_biblioteket/bibliotekspolitik_for_esbjerg_kommune_2009-2013

søndag den 1. november 2009

Kommunernes kulturbudgetter faldt i den forgangne valgperiode. Det gik hårdt ud over bibliotekerne.- Skriver Søndag aften

Søndag aften der er en online tidskrift om kultur og kulturpolitik, skriver i denne uge om kulturbudgetterne de sidste 4 år. Hvad kan politikkerne se tilbage på ? Ifølge tidsskriftet er det en periode, der har været hård ved de kommunale kulturbudgetter der samlet set har oplevet et fald på 3 %. Der er ikke kun tale om et generelt fald, men det dækker over større kommunale bevillinger til teatre og museer og fald i bevillinger til biblioteker og andre kulturelle aktiviteter. Teatrene er siden 2007 steget fra indeks 100 til 115,museerne til 112, mens beløbene til bibliotekerne og andre kulturelle opgaver er faldet til henholdsvis 94 og 90.

I Randers Kommune er udviklingen meget lig den der har været på landsplan, dog har besparelsen på biblioteksområdet været større. Siden 2007 har biblioteket haft besparelser på mere end det dobbelte af de 3 % som kulturbudgetterne generelt er faldet med.

Bibliotekerne har gennem de senste år effektiviseret gennem øget selvbetjening og digitale løsninger for at kunne giver borgerne samme tilbud på trods af besparelserne.

Der er lige så mange, der bruger bibliotekerne som hidtil, de bruger dem bare anderledes og til noget andet end de har gjort tidligere.
Der er et stort behov for den frie og lige adgang til biblitekernes materiale både de gammelkendte materialer, man kan låne med hjem og de nye digtitale materialer man downloader.
Lige nu er det ekstra dyrt fordi bibliotekerne skal have begge typer materialer.

Der er brug for biblioteker for små børn, der skal stimulere den sproglige udvikling, for større børn og unge der skal har styrket deres læselyst og som skal have hjælp til deres uddannelse, og for voksne der stadig er i gang med den livslange uddannelse.
Der er brug for biblioteker, der er en af grundpillerne i et demokratisk samfund, her er mangfoldighed en selvfølge.
Og der er brug for biblioteker der kan være med til at fremme krativiteten i samfundet.

Læs om Søndag aftens analyse på http://www.cultur.com/2009/1102.html