tirsdag den 26. april 2011

Bibliotekschefen "strammer elastikken" eller "spidser pennen"

Efter en særdeles turbulent periode, med medie tsunami, invasion på biblioteket af unge mellem 12 og 16 år, en børneteaterfestival hvor vi på biblioteket udleverede 25.000 billetter og en nu veloverstået solrig påske, er tiden kommet til at få gang i bibliotekschefens blog igen.
Lige nu er jeg optaget af en artikel/debatindlæg fra Politikken i påskedagene af Kim Brinckman "Kan vi ikke løfte kulturkampen op over idiotniveauet?- Værdikampen bør handle om vores idiotkultur".
Kim Brinckman er kontorchef i Videnskabsministeriet og han opfordrer til en kulturkamp "hvor det er cool at være avantgarde, elite,intelligentsia og ekspert, hvor DR og TV" sender Kloge Åge- programmer i bedste sendetid. Hvor det er ægte talent i talentprogrammerne".
Undervejs i indlægget skriver han om mediernes fokuseren på de mange programmer som "direkte fremmer fordummelsen" f.eks. Bingo-banko, der sendes på TV" lørdag aften.
Men politikerne har også et ansvar - "her er du død, hvis du har hang til svære ord, lange sætninger og kedelige detaljer" - Kommunikationsrådgiverne, spindoktorer har taget over - så det er gentagelser og lavt lixtal, der præger arumentationen.
Vi har brug for en kulturpolitisk turn-around med en bundlinie der fokuserer på klogskab, kløgt og kompetencer"
"Sat på spidsen så har vi i denne sammenhæng mere brug for Per Stig Møller og mindre Søren Pind"
Interessante betragtninger, set fra min stol.
Er det Bubber i swingerklub, er det talentshows af helt samme slags som i andre europæsiske lande - er det Paradise Hotel, der gør os klogere ? Gør de politikere der optræder i morgen TV, dansehows osv. politik til underholdning? og hvorfor er det nu lige, at tv-værter i et program skal optræde som deltagere i alle de andres programmer.

Har Kim Brinckman ret i at værdikampen skal handle om et opgør med vores idiotkultur ? Hans artikel har ihvertfald sat mange tanker igang hos mig, både i forhold til medierne, politikerne og vores opgave som bibliotek. læs artiklen her